Denne side vil handle om min fars sidste tid og om hans død. Han blev næsten 95 år

Min far var den bedste af slagsen. Bedre far kunne jeg ikke have fået.

divider
Min far levede et år efter min mor var død og i det år fortalte han mig sin livshistorie
og sluttede helt tilbage til han var en lille krøllet hvidhåret dreng. Han havde en god hukommelse, som jeg er så heldig at have arvet.
Han undrede sig over at hans forældre tit tog ham med, når de besøgte nogen. De var 12 børn. Tror du jeg har været et vanskeligt barn?
Nej, kære far Du var simpelthen været den kæreste og mest fredeligste af alle jer unger. Far hed Alfred og svarede fuldt ud til sit navn.
En dag jeg besøgte ham på plejehjemmet, spurgte jeg: Hvorfor sidder du her helt alene på dit værelse, mens de andre hygger sig i dagligstuen?
Jeg rejser rundt i mine minder, svarede han. Og det har jeg det rigtig godt med. Jeg besøte min far dagligt, for jeg boede lige over for plejehjemmet.

divider

Om vinteren blev min far meget syg af lungebetændelse, og kunne ikke spise eller fløjte
Han plejede altid at fløjte og havde gjort det, lige så længe jeg kan huske tilbage.
men nu havde han tabt sig så meget, at han ikke kunne have sine tænder i munden.
Han fortalte at han havde haft besøg af sin familie og min mor. De havde stået ved fodenden af hans seng og smilet til ham.

Så var jeg klar over, at han ikke ville blive rask. Han var nu så syg at han ikke kunne sidde op.
Jeg glemmer aldrig da han stirrede intense på mig og nynnede: Lille Viggo vil du ride ranke 4 gange i træk.
Han ventede et svar, men jeg tænkte: Nu ramler det for ham. Far havde ellers været fuldstændig hjernefrisk indtil nu.
Næste dag var han døende. Jeg tog hans hånd og læste salme 23 for ham. Jeg bad Fadervor og takkede ham for hvad han havde været for mig.

Pludselig rejste han sig op i sengen, noget han absolut ikke kunne, strakte sine arme op imod himlen, stirrede og smilede. Så faldt han tilbage i sengen og var død.
Min første tanke var: Sikke nogle blå øjne han har. Da jeg gav ham tøj på, var hans legeme allerede stift. Han var ikke længere i legemet. Han var blevet hentet.


divider


½ år efter kikkede jeg i sangbogen: De små synger, for at finde en sang jeg kunne synge med mine dagplejebørn.
Da jeg bladrede i bogen faldt jeg over: Lille viggo. 4. vers lød sådan: Tænk på ham der trofast mange gange
vipped dig på knæet op og ned. Verden glemmer mig og mine sange. Mon du glemme vil min kærlighed?
Da gik det op for mig, at det var dette min far havde spurgt mig om, dagen før han døde.












footer
Min fars død 2019
favicon
All Rights Reserved
Designed and Maintained by ©Marion Nanna Burrell