header


Jeg så Ham som barn
divider

Jeg så ham som barn
Tekst: Vilhelm Birkedal, 1858
Melodi: Norsk folkemelodi, ca. 1840


Jeg så ham som barn med det solrige øje
i regnbuens glans på de hjemlige høje.
Han kyssed min kind, og vi leged med stjerne,
mens korset stod skjult mellem løv i det fjerne.

Jeg så ham som yngling i livskraftens morgen,
da ånden fløj højt imod herligheds-borgen.
Han vinked min sjæl, og jeg glemte det lave,
hans ild kasted glans på forkrænkelsens grave.

Jeg så ham som mand i den modnede sommer,
da synderen skjalv for den hellige dommer,
da hjertet slog tungt, og min isse var sænket,
og dødstanken strængt havde livsmodet lænket.

Først da fik jeg kende hans salige nåde,
først da løstes korsets, forargelsens gåde,
først da lærte hjertet at favne den byrde,
som han mig har rakt, den forbarmende hyrde.

Først da har jeg sagt ham, hvad før jeg ej vidste,
at han er den første og bliver den sidste,
først da har jeg sagt ham, at ham vil jeg følge
i liv og på dødens den rullende bølge.

Først da har jeg sagt ham, til ham vil jeg ile,
som grædende barn ved hans bryst søge hvile,
hos ham vil jeg mig og min usselhed skjule.
Kun da fri's jeg ud af fortabelsens hule.

Og en gang jeg ser ham, når lyset udbrænder,
da strækker jeg mod ham de segnende hænder.
Når hjertet står stille, og øjet vil briste,
da hilser jeg ham med et smil, med det sidste.


divider
guestbook
Please sign my guestbook before you leave.


divider


back next
home email


divider

Når jeg tænker på mine aller første leveår, husker jeg hvordan jeg var betaget af naturen.
Jeg kunne falde i dyb beundring over dugdråber på et græsstrå og kunne blive helt vemodig,
når jeg hørte solsorten synge
eller når jeg så en solnedgang, fordi det var så smukt, at jeg ikke kunne rumme det.
Det var Skaberen der havde givet mig alt dette at fryde mig over, men jeg følte mig alene med denne beundring.
Hvem kunne jeg dele dette med, som forstod mine stærke følelser.
Heldigvis har jeg siden mødt mange mennesker som også undres og glædes over naturen.
Men det der falder mig svært at forstå, er at mange af de mennesker, der glæder sig over naturen, ikke tror på en skabende Gud,
men tror at al denne skønhed er opstået ved en tilfældighed. Hvordan man kan have så stærk en tro, fatter jeg slet ikke. (Rom 1:19)
***
Min mor troede på Gud, men hun manipolerede aldrig min søster Stella og mig.
Hun lærte os hvad der var rigtigt og forkert og hvordan man opfører sig. Alt det som hører til almindelig børneopdragelse.
Hun lærte at bede ”Fader vor”. Og så lærte hun os en aftenbøn/sang der lyder sådan:

Jeg er træt og går til ro
Lukker mine øjne to
Fader se i kærlighed
Til mit ringe leje ned

Har i dag jeg kære Gud
syndet imod dine bud,
vær mig nådig - vær mig god,
slet det ud med Jesu blod.

Min far talte ikke om Gud, men da han var en retskaffen mand, lærte også han os om god opførsel og at være menneskekendere.
Samtidig var han et meget mildt og et venligt menneske, hvorimod min mor havde et lidt iltert temperament.
Jeg husker tydeligt, hvordan han tog affære, når vi sad ved aftens middagsbordet og min mor fortalte om de ulykker,
jeg havde begået i dagens løb.
Hun havde en tendens til at true med at fortælle det til far, når han kom hjem fra arbejdet.
Når han havde lyttet til min mor, lagde han sin arm om min skulder, kikkede mig dybt i øjnene og sagde:
”Det må du love mig aldrig at gøre mere”.
Det kunne bringe min mor helt ud af effekt, at han ikke skældte mig ordentlig ud. Men det gjorde han aldrig.
Til gengæld mindes jeg et par enkelte gange, hvor han gav mig en regulær endefuld,
sikkert fordi min mor havde formået at hidse ham så meget op, at anså det for en nødvendighed.

I det store og hele havde jeg en vidunderlig barndom.
Min mor lærte os at synge mange forskellige sange.
Noget som Stella og jeg havde stor glæde af, før vi skulle sove.
Vi sov i køjesenge hvori jeg lå i den øverste og Stella lå i den nederste.
Stella sang første stemme og jeg sang anden stemme. Og vi sang så mange, lige indtil Stella sagde: ”Hold kæp”,
for hun kunne endnu ikke tale helt rent og så var hun blevet for træt til at fortsætte.

footer

Jeg så ham som barn
favicon
Billede: The last roses of summer 2019
All Rights Reserved
Designed and Maintained by ©Marion Nanna Burrell