header


Denne side fortæller om mit hospitals ophold 2015

Det var en uforglemmelig oplevelse

divider

Det var Julen 2015

Den værste julemåned jeg nogensinde har oplevet i mit liv.
Den 21. december var Ralph og jeg hos en Idræts Reumatolog for at afhjælpe smerterne i min venstre siddeknogle,
som jeg havde en masse vrøvl med.
Jeg havde førhen fået hjælp fra vores gamle gigtlæge med blokader, men han praktiserede ikke længere.
Og nu viste det sig at de gigtlæger jeg havde opsøgt ikke ville give blokader.
Hende vi besøgte den 21. december var professor og kunne sit kram.
Hun viste Ralph, hvordan han kunne massere min venstre balle for at få den nerve fri, som lå i klemme og gjorde ondt.

Det var blæsende og koldt den dag.
Og da vi stod og ventede på Flextrafik bilen, udenfor ved Idrætshallerne for at komme hjem, frøs vi begge bravt.
Hjemme igen spiste jeg en franskbrøds mad med smør og banan.
Det skulle jeg aldrig have gjort, for efter den begyndte jeg at kaste op, Jeg kastede op og kastede op i 7 timer uden pause.
Ralph var bekymret og ringede til lægevagten flere gange, men fik hver gang den besked at det nok var Roskildesyge.
Det var der mange, der havde på daværende tidspunkt.
Jeg blev mere og mere afkræftet, og havde det forfærdeligt, Jeg kunne ikke holde ud at være nogen steder.

Det var umuligt for os at være med Juleaften hos Martin og Pia.
Connie og Tabitha kikkede ind hos os inden de tog af sted, men de så mig kun i al min elendighed,
mens jeg lå i sengen og prøvede at sove fra det hele.

En nat jeg skulle op og tisse, var jeg så svækket da jeg kom tilbage fra toilettet at jeg ikke kunne ramme sengen, men faldt ned ved siden af.
Ralph kunne ikke få mig op, og jeg ingen kræfter til at hive mig selv op i sengen.
Men jeg havde min telefon ved siden af mig og ringede efter hjælp.
Der kom en dame og en ung mand, som sikkert havde prøvet sådan en situation før.
De bad om et lagen, som de tog om skuldrene og holdt fast i hænderne, mens de stod tæt sammen.
Så skulle jeg hive mig op i sidestykkerne mellem deres skuldre og hænder. Det var en virkelig god idé.

Min fødselsdag og Nytårs aften var så forfærdelige for mig på grund af de evindelige opkastninger. Ganske uudholdelige.
Desuden havde hele min venstre side havde fået store lig pletter.
Jeg var klar over, at jeg skulle på hospitalet. Jeg var bange for jeg ikke ville komme levende hjem igen,
så derfor snakkede vi hele natten og jeg fortalte igen til Ralph, om alle de mange gange, at Gud havde hjulpet mig,
når jeg havde været i nød.

divider

Om morgenen den 2. januar ringede Ralph til vores læge og jeg blev indlagt på Bispebjerg Hospital.
Første dag lå jeg på akutmodtagelsen på enestue ved vinduet.

Næste dag blev jeg flytter op på en anden afdeling, og fik en vægplads. Hvad jeg var lidt ked af.
Men det skulle hurtigt forandre sig til glæde, for hende jeg delte stue med var også troende. Hun var et Jehovas Vidne.
Men det skulle ikke ødelægge min glæde over, at hun var en kristen.

Vi havde det så fantastisk godt sammen og var begge så glade for hinandens selskab, selv om vi begge var dødssyge.
Vores glæde smittede af på sygeplejerskerne, for de kappedes om at betjene vores stue.
Om aftenen tyssede de på vores latter, så de andre patienter kunne få ro til at sove.

Der var en kvinde som bad om blive flyttet ind på vores stue, fordi vi var så glade, og det fik hun så lov til.
Hun var fra landet Chile, hvor der var foreået meget tortur, som vi måtte høre vi om hele tiden.
Vi tøstede hende så godt vi kunne, og prøvede virkeligt at få hende til at åbne op for nye posetive tanker.
Det var bestemt ikke nemt.

Mit venstre ben havde jeg ingen kræfter i, og en fyseoterapeut,
som skulle finde ud af hvor godt jeg kunne gå med rollatoren,
mente at jeg havde en lammelse fra hoften og ned til knæet i det ben.
Den efterfølgende nat, lå jeg og lyttede til en lovsang med Judy Jacobs:"Days of Eliza"
Om morgennen var der sket et mirakel. Jeg kunne bruge benet, og selv komme ud af sengen.
Læger og fysioterapeuten blev tilkaldt og ingen af dem troede deres egne øjne.
Så vidt jeg forstod på dem, blev der holdt en konferrance om hvad der i alverden var sket.
Jeg var lykkelig og fortalte glædestrålende, at det var på grund af lovsangen, jeg havde hørt i mine høretelefoner.

Det hospitalsophold var den rene ferie for mig med så megen glæde, og helbredelse jeg oplevede der.
Gud vendte det, som jeg havde troet ville blive min død, til glæde og kraft i Helligånden.

Wivi, som min troende sengekammerart hed, fik ofte besøg fra sin menighed.
Og en dag kom der en ung menighedstjener med sin familie. Han fik lov at låne min Bibel.
Og han læste højt fra Johannes Åbenbaring kapitel 21.
Det vakte stor glæde og trøst på stuen.

divider

guestbook

Please sign my Guest Book.

divider

Det får mig til at tænke på
engang var jeg på besøg hos nogle venner et sted, jeg aldrig havde været før.
Det var langt, langt ude på landet og det blev temmelig sent og det var mørkt, da jeg skulle hjem.
Jeg fik at vide at jeg kunne skyde genvej til bus stationen ved at gå igennem en pløjemark.
Og det var nødvendigt, da det var den sidste bus, jeg kunne nå.

Det var ikke så nemt, som jeg troede, for jorden var pløjet og ujævn og jeg kunne ikke rigtig se, hvor jeg gik,
for der var ingen gadelygter.
Det eneste jeg kunne se langt ude, var bus stationen der lyste op i horisonten.

Tilfældigvis havde jeg en cykel lygte i min jakkelomme. Ved hjælp af den, kunne jeg gå et lille skridt ad gangen.
Men kun èt skridt.
Sådan er det også med Guds ord, tænker jeg. Vi får ikke lov at se alt, hvad der skal ske med os i livet,
men et skridt ad gangen bliver oplyst af Guds ord.
Og målet har vi for øje ude i horisonten.


ord


back next
home email
divider

footer
Christmas Time 2015
favicon
All Rights Reserved
Designed and Maintained by ©Marion Nanna Burrell